Drejø Kirke

Gudstjenester

Liste med datoer

(Citat fra E. Horskær: “De danske Kirker”.) ”Drejø: Den beskedne kirke består af et kampestensskib, der opførtes 1535 af øens 13 gårdmænd som et kapel. I begyndelsen af 1600-tallet udvidedes bygningen med et hvælvet langhuskor, og der tilføjes et tårn i vest, med våbenhus på sydsiden, begge med blændingsgavle af sengotisk karakter. Kapellet betegnes herefter som Kirke. Der indsattes 1630 hvælv i skibet, mens tårnrummet åbner sig mod skibet ved en rund bue. 1779 repareredes bygningen, og ved en hovedistandsættelse 1875 blev den udvendig helt overpudset med cement, der skjuler alle enkeltheder. Altertavlen fra ca.1690 i renæssance med krucifiks og maleri vist fra ca.1700. Romansk granitfont. Prædikestol i renæssance ca. 1620. Gravsten over sognepræst Niels Christophersen Fabricius + 1662 og hustru”. (Citat slut)

Drejø kirke blev indviet i 1535 og drejøboerne valgte en ikke-katolsk præst året før reformationen i Danmark. I 1555 blev Skarø, Hjortø og Birkholm lagt under Drejø Pastorat, for at give præsten et bedre indtægtsgrundlag. Herefter udgjorde de 4 øer Drejø Sogn. Skarø fik eget Bedehus indviet i 1900. Se mere under Skarø Kirke. Hjortø og Birkholm har ikke egen Kirke.

Ved kommunesammenlægningen i 1964 kom Drejø, Skarø og Hjortø under Svendborg Kommune, mens Birkholm kom under Marstal Landkommune.

Siden 1535 har Drejø Sogn haft 33 fastboende fuldtidspræster. Fra 2002 blev stillingen som øernes sognepræst ændret til en 50% stilling, men stadig med bopælspligt i Drejø Præstegård.

I 2007 blev Drejø pastorat underlagt Skt. Jørgens pastorat i Svendborg og ændrede navn til Skt. Jørgens – Drejø pastorat. Menighedsrådet for Drejø, Skarø og Hjortø blev bibeholdt med egen økonomi, og Kirkebogsføringen blev tilbageført til præsten for Drejø Sogn. Da den sidste fastboende præst Tamira Mariann Jørgensen flyttede 1. maj 2018, blev stillingen vakant. Hvorefter et nyt stillingsopslag ikke indbefattede fast bopæl.

Kordegnen ved Skt. Jørgens-Drejø-Pastorat  har igen overtaget kirkebogsføringen, indtil der falder en afgørelse om præstestillingen for Drejø Sogn.

Pr. 1 april 2019 indsattes vikarierende sognepræst Lisbet Rønnov Torp, som er konstitueret til udgangen af 2019 i en 30% præstestilling for Drejø Sogn. Fra 22. november 2019 blev Lisbet Rønnow Torp fastansat præst for Drejø Sogn – dog uden fast bopæl i Præstegården.

Den 15. oktober 2023 indsattes sognepræst Anders Eyvind Nielsen som præst – også uden fast bopæl i Præstegården.

Den 8. november 2024 indsattes sognepræst Mai Bjerregård Andersen som præst – også uden fast bopæl i Præstegården.

Folder: Drejø Kirkehistorie
Folder: Gravsteder til Lapidarium på Drejø

Flyvergaven på Drejø – 26. juni 1944
Das fliegergrab auf Drejø – Der 26. Juni 1944
The airman’s grave on Drejø – The 26th of June 1944