PÅSKEDAG søndag den 5. april 2015

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Mark 16,1-8.

Prædiken:

GLÆDELIG PÅSKE – det kan vi sige nu, hvor vi fejrer Jesu Opstandelse fra de døde.

Måske har I set den lille reklamefilm, der har været vist for et mobilselskab. Den hedder ”tal ordentligt”!

Først ser vi en mor kommer gående med en barnevogn og en 7-års dreng på siden. En bilist råber voldsomt af dem, da han mener at de går for langsomt over gaden. Og moderen begynder så at råbe af et andet barn på skateboard, der kommer hen imod dem. Drengen, på siden af barnevognen, har nu lært, hvordan man gør, så da de møder en mand, på en stige på fortovet, råber og bander drengen af ham. Manden på stigen løber mod en elevator med en pakke. Elevatoren lukker sig lige foran ham, men han når at råbe af hende i elevatoren, der ikke holdt døren åben for ham. Og hun råber så, voldsomt - ned i sin mobiltelefon, som hun i forvejen talte i. Det var åbenbart til hendes mand, som sidder på et kontor et andet sted i byen. Så han er nu klar til at fyre en ordentlig svada af, da hans kollega kommer ind af døren. Men kollegaen smiler og siger: ”skal du med ned til frokost”? Og manden bag skrivebordet – som lige havde pustet sig op, til at råbe og svovle – ser man lade vreden stille sive ud af ham - og han smiler, rejser sig og siger: ”Selvfølgelig”. Og sammen går de to hyggeligt småsnakkende ned mod kantinen. Den onde cirkel var blevet brudt.

Det er jo en sød lille reklamefilm. ”Tal ordentligt”.

Men den er også et meget godt billede på, hvordan dét, at tale grimt eller ufølsomt, spreder sig og kan accelerere - voldsommere og voldsommere.  Det kan være utroligt svært ikke at blive påvirket negativt af det - En fjer kan, som bekendt, blive til 5 høns – også på denne måde.

Og sådan er det oftest med konflikter af alle slags. Han siger noget om mig, så siger jeg noget om ham – Og den onde cirkel kører i ring. Det er særligt tydeligt i krigslignende situationer, som vi er vidner til i fjernsynet. At når den ene side af verden, eller fronten, eller bare et fodbold hold, for ikke at tale om de politiske valgkampe – gør det og det … så gør de andre noget endnu værre for at opruste eller hævne det, osv. Det ligger faktisk dybt i os allesammen. For gør nogen noget ondt mod mig, så kan jeg blive så vred, at jeg må sende sorteper videre eller tilbage, hvor den kom fra -  x 5 måske. Min far er stærkere end din far, råber børnene ad hinanden, når deres egen formåen ikke slår til. Nej, min far kan løfte en hel bil, nej, min kan løfte et helt hus, at du ved det….osv. osv. Konflikter har det bare med at eskalere mellem børn, voksne, partier, lande og nationer. Indtil der er én, der smiler. Som kvinden i mobilreklamen, der stopper konflikten ved at bevare sit gode humør - og gøre noget andet. Det er også det, som teksten til i dag handler om.

Jesus blev til Kristus påskemorgen. Han gjorde igen og igen noget andet, end alle forventede – noget andet end man kunne tænke sig til. Jesus opstod og blev til Kristus – den altfavnende kærlighed, vi kan vælge at være en del af. Huske at være en del af, når vi bliver ramt af noget ondt. Kvinderne sagde ikke noget til nogen, for de var bange, læste jeg fra Markusevangeliet. Men hvad kunne de have forventet af Jesus, andet end at han, også i døden, gjorde noget andet – De var rystede og ude af sig selv, hørte vi. Rystede, var de faktisk blevet så mange gange, sammen med Jesus. Rystet i deres grundvold – for Jesus gjorde altid ”noget andet”, end alle andre ville have gjort. Måden Jesus blev kendt på, var ved, at han gjorde noget andet.

Han smilede. Var imødekommende over for dem han mødte, var vedkommende – indfølende, empatisk, ville vi sige i dag. Han skabte tillid og var lyttende – fik samtalerne til at handle om ”det væsentligt gode”. Ikke om nid og nag, misundelse eller splid – men om dét, der vedkom dem, han var sammen med.  Han helbredte mange. Han gjorde godt, kan man sige. Brød onde cirkler og gav sit LIV til nye tankegange og nye handlemåder – der var befordrende for helheden – også på meget langt sigt – helt hen til i dag og forhåbentlig mindst lige så langt ud i fremtiden, som vi kan forestille os.

Jesus reagerede ikke på ondt med ondt, men på ondt med godt. Og så er det, at en kædereaktion brydes. Og det er jo også det, vi kender Jesus for. Han var den, der kom med det helt vanvittige budskab, om at når nogen slår dig på din højre kind, så vend den anden til. Alle andre ville ha sagt: ”slå igen”. Bekæmp ondt med ondt. - Men Jesus sagde bekæmp ondt med godt. Vi kan prøve at forestille os, at der findes tre riger i verden.

Der er ondskabens rige. Det er dér, hvor du f.eks. giver mig et æble eller noget andet dejligt, en gave, eller blot et godt ord, og jeg så handler negativt eller svarer afvisende tilbage. Det er ondskabens rige. Så er der retfærdighedens rige. Det er dér hvor du gør godt over for mig, og så gør jeg også godt over for dig. Men handler du dårligt over for mig, handler jeg også dårligt overfor dig. Det er også dét, som kaldes for den gyldne regel, der hedder: ” Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Det er Det Gamle Testamentes Lov – samfundsnormen før Jesu tid. Man tænker ofte, at dette er kristendommens kerne, men det er kun den regel, som Jesus bygger videre på. Han udbygger den. Jesus kom med endnu mere end retfærdighedens rige. Han kom med Guds rige. Kærlighedens rige. Guds rige er dér, hvor du måske handler eller taler dårligt over for én, og der alligevel bliver handlet eller svaret godt tilbage til dig. Til de mange konfirmander, jeg har undervist, plejer jeg at sige, at det også kan kaldes for bedsteforældreriget. For bedsteforældre er nogen, der bedst kan se det bedste i deres børnebørn, også dér, hvor de slet ikke har fortjent det, måske. Gudsriget er dér, hvor DU bliver mødt af noget godt, uanset hvem du er og hvad du gør. Guds rige, er faktisk til at vælge, om man ændrer sine vaner, har et åbent sind, og lader sig møde – af det gode - og svare tilbage med det gode.

Det er evangeliet. At Guds kærligheds rige er midt iblandt os. Og at vi derfor altid kan mødes af noget godt, også selvom vi ikke altid er, som vi skulle være – og nok selv forventer det værste – lad os i stedet forvente det bedste – være optimistiske, trods mange nederlag – så blive ved med at ville det gode for de mange. Det var det Jesus gjorde – og han døde af det, på en grusom langfredag. Og da han udåndede gik det op for folk – at han i sandhed var Guds Søn, som en høvidsmand er citeret for at have sagt ved korset. Og Jesus viste sig igen for mange – og de kristne er blevet rigtig mange og har gjort mest godt siden dengang. Kristne fortsatte med at bryde onde cirkler.

den norske præst og forfatter – og sjælesørger – Per Arne Dahl fortæller i én af sine bøger, at han havde en god ven, som havde været pianist i det berømte Oslo Gospel Choir. Han hed Per Tveit. Han fik en dag en sygdom, som langsomt men sikkert gjorde ham mere og mere handicappet og afhængig af andres hjælp og omsorg. Efterhånden skulle han have hjælp til alt. Men han havde evnen til at glæde sig over de små ting.  Han kunne stadig ae sit barnebarn på kinden. Han kunne tale normalt.  Og han var i det hele taget god til at finde liv og håb alle steder. Og sprede det til andre. Da han ikke længere behøvede sko, sagde han: ”nu er jeg da fri for at gå i for små sko”.

En dag besøgte Per Arne Dahl sin ven Tveit, og spurgte om han ville med udenfor i det dejlige forårsvejr. Og de baksede og asede og masede med at få Tveit i tøjet og kørestolen. Udenfor mødte de en nabo – en statelig dame – der kiggede på Tveit i kørestolen og sagde: ”Nå, Tveit, du er nok ude blandt mennesker i dag”. Og fra kørestolen kiggede Tveit op på hende og svarede: ”Ja, jeg kan jo ikke sidde inde, når alt håb er ude”. For håbet var jo ude for ham. Men det er også udenfor – i solen, foråret, varmen – og ikke mindst med sin gode ven, at håbet voksede i ham – trods alt.

Det er fantastisk, hvordan mennesker kan trodse rigtig meget modgang og sygdom – kan have håb og tro på fremtiden. Vi oplever heldigvis, gang på gang, mennesker, der formår, midt i det mest håbløse, at holde fanen højt til det sidste. F.eks. var der en dødsyge kvinde, der fortalte sin præst, at hun ville have en gaffel i hånden i sin kiste.

Øhhhh, sagde præsten, en gaffel i hånden? Ja, en gaffel hånden, svarede hun. Men hvorfor en gaffel i hånden. Jo, svarede hun, for når jeg er til fest så elsker jeg, når tjeneren siger, at I må beholde gaflen. Så ved jeg nemlig, at der er noget bedre i vente. Ikke bar is eller budding – men måske kage – med masser af flødeskum, creme og syltetøj. Og når jeg skal have en gaffel i hånden i kisten, så er det fordi, jeg ved, at der er noget bedre på vej. Kristus er der, hvor håbet er ude. Også der – gjorde han noget andet – han gav håb og tro. Han gav det allerbedste - Bedste rige. Amen. Derfor.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

 Lad os bede kirkebønnen sammen.

"Herre vor Gud, vi takker dig for dit ord, som du har givet os at leve og vokse af. Sådan at vi formår at elske højere og tale mildere. Sådan, at vi tilgiver, hvad vi ellers har forsømt. Sådan, at vi tager os tid til at være hinandens gode ægtefæller, venner, naboer, børn og forældre. Sådan at vi kan være den ven, som en ven har brug for. Vi ber for alle, der har et særligt behov for din kærlighed, vi ber´ for alle vi kender, og for dem vi ikke kender, vi ber’, for vore biskopper og kirkeministeren, og særligt for alle i Fyens Stift og i Drejø pastorat: de tre øer: Skarø, Hjortø og Drejø. Både beboere og gæster.

Vi ber’ for vores dronning Margrethe den anden og hele hendes hus, for regering og folketing, så de lytter til dig og også de gør, hvad der er til bedste for os alle. Vi ber for dem, der lider på legeme og sjæl. For ensomme og forladte ber vi.  For døende og deres nærmeste ber vi: lad dem ikke være bange, lad dem vide at de er dine elskede børn. Send Du os Gud, ud her fra din kirke her med din fred og velsignelse til at gå ud i hverdagene og gøre godt med. Amen.

Lad os til slut med apostlen tilønske hinanden

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle.

Amen.