Dette hellige evangelium til 2. søndag, efter Trinitatis, skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde:
»Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede!

Men de gav sig alle som én til at undskylde sig.
Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt.
En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt.
Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette.
Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder
og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads.
Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme,
så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Amen.              Luk 14,16-24

Prædiken:

Det er 2. søndag i trinitatistiden – og lignelsen vi lige har hørt kunne måske godt have lydt sådan her:

Der var en mand, som ville indbyde til en stor fest. Men da festen skulle til at begynde, løb afbuddene ind i en glidende strøm, den første sagde, jeg er socialdemokrat, jeg er travlt optaget af, at vi skal komme ud af krisen.
En anden sagde, jeg er venstremand, jeg har travlt med, at det skal kunne betale sig at arbejde.
En tredje sagde, jeg er fra danske folkeparti, du må ha mig undskyldt, men jeg har travlt med at få genindført grænsekontrollen.
En fjerde sagde jeg er præst, jeg har travlt med at arrangere møder og redigere hjemmeside og være politisk korrekt næstekærlig og miljøbevidst.
Da værten hørte de undskyldninger, blev han vred og sagde til sine hjælpere: Gå straks ud og hent kontanthjælpsmodtagerne, de østeuropæiske jordbærplukkere og avisbude, de Syriske asylansøgere, pigerne på fliserne og drengene på kanten.
Og hjælperne gjorde, som han gav dem besked på. Men der var stadig plads omkring festbordet. Så sagde manden til dem, gå ud i gaderne til den hjemløse på bænken med hans hund, barnevogn og bjørnebryg, gå til flaskesamlerne, inviter tiggerne og sigøjnerne med deres sovende børn på armen. Nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer. Ingen af dem, der først var indbudt, skal smage mit måltid.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvordan Jesus ville have fortalt sin lignelse, hvis han havde stået her oppe i byen i går. Men de folk, der hørte Jesus dengang, de følte sig ramt – alle kender vi til dårlige undskyldninger eller forkerte valg, når det gælder om at høre Guds kalden i nu’et.
Evangeliet giver os ingen færdig politisk facitliste – men jeg kunne ikke dy mig, efter de mange politiske kampe vi er vidner til lige nu.
Jesus appellerer faktisk ikke til en bestemt målgruppe i vælgerhavet. Han har ikke brug for syndebukke, som vi kan enes om at være imod og give skylden for al landsens ulykker og kriser.
Denne evangelietekst, er der en historie om Guds kærlighed, som altid, når det er i kirken det foregår. Den kærlighed, der ikke småligt skeler til, om du kommer fra samfundets bund eller top. Den kærlighed, der ikke tager hensyn til, om du er ufaglært eller højtuddannet, om du har 12 i snit eller er hamrende ordblind. Den kærlighed, der ikke tager hensyn til om du taler jysk, arabisk eller Fynsk. For her møder vi en grænseløs generøsitet og gæstfrihed, der bryder alle de grænser, mure og skel ned, som vi er så hurtige til at bygge op mellem de andre og os selv, nok fordi vi gerne vil beholde det vi har, - for os selv.
Her møder vi den kærlighed, som vil kvæle al vores smålighed – den kærlighed som vil lukke munden på alle vores indre dem-og-os-tænkninger. For i Guds festlokale, er der plads til alle og enhver –her handler det ikke om at blive sendt eller slået hjem – her handler det om at tage imod og træde ind af den ladeport Gud selv generøst har åbnet på vid gab. I den forstand har den kristne tro verdens stærkeste sammenhængskraft, synes jeg.

Hvad jeg derimod har det svært med er slutningen af teksten: ”Ingen af de mænd, som først var indbudt, skal smage mit måltid.” For HVIS de ord er Guds definitive dom over enhver af os, som før eller siden må gøre indrømmelsen, at vi har haft alle mulige dårlige undskyldninger for IKKE at tage imod Guds grænseløse invitation til os. Ja, så er vi håbløst fortabt. Så er alt håb tilsyneladende ude. Så ender vi ude i kulden og mørket med alt det, vi før eller siden skal miste.

Sådan kan evangeliet tolkes – og er også blevet det i to årtusinder og brugt til at slå folk oveni hovedet med, når de ikke fandt tiden og lysten til at gå til gudstjeneste om søndagen.
Det behøver ikke tolkes på den måde.

Her på Drejø holder vi meget fest – og stor tak til alle, der er gode til at forberede og holde dem – og til alle der helt spontant sørger for, at der bliver holdt fester her på øen, så vi alle kan være med – om vi har tid og lyst til det. For til Drejøs fester, er der plads til alle og enhver
–her handler det ikke om at blive sendt eller slået hjem – her handler det om at tage imod og træde ind af den åbne dør og blive mødt og favnet, som den du er. Med det du har at give netop den dag.
En lørdag aften kom jeg træt hjem efter nogle dage væk hjemmefra og jeg vidste, der var fest i forsamlingshuset – men jeg kunne ikke finde lysten til at klæde om og komme afsted. Jeg diskuterede ivrigt med mig selv, om jeg ikke bare skulle gå i seng og få udhvilet. Men jeg var rimeligt ny på øen dengang, og synes jo at jeg skulle være med – og jeg kom af sted og blev modtaget med åbne arme og selveste Kim Larsen stod med sin store flab og sang og spillede i forsamlingshuset – dog i en kopi, men særdeles vellignende, også lydmæssigt. Det blev en fantastisk fest, og jeg var én af de sidste der gik hjem.

Mit humør og energiniveau forvandlede sig totalt, af den gæstfrihed og glæde, og alle absurde overraskelser, der mødte og omgav mig i forsamlingshuset – og det har ikke kun været denne ene aften. Siden har jeg været til utallige gode fester her på øen – fyldt med overraskelser – og glade mennesker, at dele dem med.
Forleden fredag var der f.eks. 60 års fødselsdag i en privat have, hvor jeg var lige ved at trække mig tilbage, da Stig Møller kom ind med 4-færgen og underholdt os alle et par timer med sin smukke stemme og musik. Fødselaren var mest glad og overrasket, over sin hustrus gave til ham – men hele festen blev en særlig gave til os alle.
I går havde jeg besøg af en Herreklub med damer fra Thomas Kingos kirke i Odense – og var med på deres traktortur med Milling øen rundt om formiddagen og havde takket nej tak til at deltage i frokosten på kroen, da jeg måtte hjem og nå noget forberedelse til gudstjenesten her i dag – da jeg, på vej hjem, mødte en af øboerne og blev spurgt om et, for personen, meget vigtigt anliggende.
Jeg spurgte først ind til, hvor samtalen helst skulle finde sted og hvornår, i næste uge, men spurgte så også om det kunne være lige nu, og personen blev glad og greb muligheden, og vi tog den alvorlige snak på stedet. – min egen frokost blev udskudt en lille times tid, men vi kom omkring det vigtigste og en god proces er sat i gang.

Jeg hastede derefter hjem for at nå bare lidt, men så ringede min telefon, og jeg blev spurgt om jeg , som en pause i min prædikenskrivning, ville komme på besøg og se de udsprungne sibiriske valmuer i deres have. Ja tak, det ville jeg da rigtig gerne, meeeen kunne det mon vente til sidst på eftermiddagen, da jeg jo havde denne gruppe, som jeg snart skulle tilbage til? Prædikenen var jeg jo endnu ikke kommet i gang med.
Nej, det måtte være nu inden tordenvejret og regnskyllen kom, da de højst sandsynligt ville blive ødelagt af regnen. Jeg fornemmede også at personen nok helst ville have besøg inden det blev for sent.
Jeg tog en hurtig beslutning – og aftalte at komme straks – og hvilket syn, der mødte mig – først at Øboen stod og ventede på mig, og bød mig med åbne arme indenfor i haven, og vi gik straks til de sibiriske valmuer – og hvilket syn. Både gæstfriheden, glæden ved synet af valmuerne – og ved det at deles om de fantastiske, helt orange smukke fløjlsagtige blomster - Jeg fik lov til at plukke et par stykker – I kan se dem her - og også tage nogle af frøstandene, så de måske kan stå i min have næste år….
Så vil jeg huske at invitere nogen ind og se dem – og dele det smukke syn med.

Hvor var det godt, at jeg tog mig tid til at gå med det samme – det var jo endnu én af de store fester, jeg har været med til så mange af, efter at jeg er kommet her til Drejø. – her er det altid noget at fejre - noget at dele – oftest i nuet – når jeg griber muligheden for at dele. Jeg nåede selvfølgelig også ned til gruppen igen inden de var færdig med kaffen i Gl. Elmegårds smukke have – og nåede selvfølgelig også hvad jeg skulle nå. Dagen var blevet fyldt ud af de mange gode snakke og besøg både ude og hjemme - fordi vi gav os tid til det, alle os der mødtes – det var blevet til én stor fest med mange forskellige indbudte – hele dagen i går.
I går udskød jeg, flere gange, det der synes vigtigst for mig, nemlig prædikenen her – som altid ligger som en eksamen, indtil jeg kommer i gang.   Jeg kunne høre mig selv komme med dårlige undskyldninger, og fik mig selv bremset – og greb mulighederne i nuet -

Det var det hele værd – sikke endnu en festlig dag på Drejø - og jeg tænker, at jeg ville have været, som de mænd, der ikke kom med til festen – ifølge dagens evangelium – hvis jeg havde holdt mig hjemme for at forberede. Alle de gode møder og samtaler jeg havde, var netop blevet til en forberedelse til, at kunne stå her i dag.

Sådan er vi, måske flere gange om dagen, tror jeg – dem, der ikke kommer med til festen, når vi ikke hører en kalden, fordi vi har for travlt med en indre dagsorden. – Livets fester er her 24 timer i døgnet – mange af dem går vi glib af – det er bare ærgerligt, men vi bliver indbudt igen og igen.

Amen.                                                                                                 

 K.h. Tamira Mariann Jørgensen

   Sognepræst på Hjortø, Skarø og Drejø.